Martin Lidegaard, MF (RV) og formand for Udenrigspolitisk Nævn & Fhv. Udenrigsminister

Sikkerhedspolitik er mere end krudt og kugler. Sikkerhed handler også om handelspolitik, energipolitik, udviklingsbistand, migrationspolitik, cyber og klima. Men det hele skal tænkes sammen, og derfor skal vi af med det forsvarsforbehold

Sikkerhedspolitik er en myriade af ting. Det er fx afgørende for vores samfund at have adgang til energi, og det er i høj grad sikkerhedspolitik, hvor vi får den fra. Det er også bydende nødvendigt, at vi får taget fat og sat tryk på den grønne omstilling, for klimakrisen er måske den mest påtrængende sikkerhedstrussel af alle. Store dele af vores kritiske infrastruktur er også afgørende for vores samfund, og derfor er vi så optagede af it-sikkerhed og cyberangreb, ligesom vores forsyning af fødevarer og ressourcer er essentiel. Ukontrollabel migration kan også ryste vores samfund og skabe intern splid. Endelig er handelspolitik i den grad også sikkerhedspolitik, som Ukrainekrisen endnu engang har understreget. Og så handler sikkerhed selvfølgelig også om vores fælles forsvar.

Alt sammen understreger, hvor meget der ligger under betegnelsen ”sikkerhedspolitik”. Sikkerhedspolitik er en paraply af forskellige indsatser. Og det er netop derfor EU har en unik rolle på den sikkerhedspolitisk bane. EU har netop muligheden og evnerne til at tænke indsatserne på tværs. EU har mulighed for at skrue på handelspolitikken samtidig med at vi også skruer på udviklingsbistanden og energipolitikken. EU kan kombinere ”hårde” militære indsatser for at stabilisere en region med ”bløde” indsatser, der fremmer livsvilkårene for den civile befolkning. Derfor er det også så essentielt for Danmarks sikkerhed at kunne være med på alle områder i EU, også forsvarspolitikken. Ligesom det er skørt, at Danmark i dag frivilligt afstår fra at være med med til at sætte retningen for hele den sikkerhedspolitiske kurs.

Derfor anbefaler vi i Radikale Venstre, at man stemmer ja d. 1. juni til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Vi skal ikke fortsætte med at være det eneste EU land, der vender de andre lande ryggen, når det gælder vores fælles sikkerhed og forsvar. Vi skal tage ansvar og være med til at sætte retningen for EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik. Verden kalder på tværgående indsatser og internationalt samarbejde for at bekæmpe Putin. Selvfølgelig skal Danmark være med til det. Uden forbehold.

Martin Lidegaard, MF (RV) og formand for Udenrigspolitisk Nævn & Fhv. Udenrigsminister

Det er en bærende argumentation fra nej-siden, at NATO bedst varetager alle vores sikkerhedspolitiske interesser. Men det er forkert, for vi ser i stigende grad en ny arbejdsdeling om Europas sikkerhed, hvor NATO kigger mod Øst og EU mod Syd. 

NATO og EU begynder i højere grad at fokusere på forskellige dele af den geopolitiske dimension. NATO vil i stigende grad håndtere øst, dvs. Rusland og Putin. EU vil derimod skulle forholde sig mere til syd, det vil sige krigene, terrortruslen og ustabiliteten, der udgår fra Mellemøsten og det nordlige Afrika.  Det er den nye virkelighed efter Putins invasion af Ukraine. Begge flanker har Danmark interesser i, og derfor bør Danmark også være med ved bordet i begge samarbejder.

For både EU og Danmark har store sikkerhedspolitiske interesser syd for Europas grænser. Det gælder stabiliserende indsatser i Sahel-regionen, klimabistand, indsatser mod menneskesmugling henover Middelhavet, beskyttelse af EU´s ydre grænser og bekæmpelse af pirateri ud fra Somalias kyst. Alle sammen indsatser Danmark har interesser i – både ift. at undgå ukontrollabel migration, sikre vores maritime sektor og som et europæisk land, der i det hele taget ønsker og arbejder for mere fred mindre fattigdom i verden. Det er derfor useriøst når nej-partierne argumenterer for at Danmark ikke skal sende soldater på EU-missioner i Afrika. Selvfølgelig skal vi kunne det – det kan være i både Danmarks og EU’s interesse.

Derudover er det værd at huske på, at selvom den militære del af Ukraine-krigen vil foregå i NATO-regi det første stykke tid, vil det bagefter i høj grad være EU, der står for genopbygningen og de fredsbevarende operationer, når Putins soldater forhåbentlig snart har forladt Ukraine. Her skal Danmark da også være med og bidrage, ligesom vi skal kunne deltage i EU missioner, hvis de bliver påkrævet for at bevare freden i Bosnien, hvor Putin også puster til ilden.

Af alle disse grunde anbefaler vi i Radikale Venstre, at man stemmer ja d. 1. juni til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Det er ikke enten NATO eller EU. Det er både-og, det er sammenhold uden forbehold.