Ind i hjertet af Europa
af Maria Georgi Sloth, Radikal Ungdom
Den 1. juni skal vi tage et valg. Vælger vi sammenholdet i den Europæiske Union, og står sammen med vores naboer om forsvar og sikkerhed, eller vælger vi fortsat at stå uden for døren – kun halvhjertet en del af fællesskabet? Selv er jeg ikke i tvivl. Jeg ønsker et Danmark, som kommer helt ind i hjertet af Europa. Mens jeg skriver dette, sidder jeg i et tog med retning mod Bruxelles, netop hjertet i vores union. Men EU og Europa er meget mere end Bruxelles. EU er os og det valg vi tager, når vi står sammen og samarbejder for et bedre Europa og en bedre verden. I Radikal Ungdom ønsker vi, at Danmark går helhjertet ind i det samarbejde, når det kommer til så vigtigt et område som forsvar og sikkerhed. Det giver simpelthen ikke mening at udelukke os selv for indflydelse, for vi kan spille en langt større rolle, hvis vi står sammen med vores europæiske naboer.
Jeg er vokset op i et Europa, hvor vi så fred som en selvfølge. Blandt andet fordi EU i en menneskealder har sikret os et kontinent med fred, samhandel og samarbejde. Men vi lever ikke længere i en verden, hvor vi kan tage freden for givet. Derfor er det så vigtigt, at vi i Danmark står sammen med et internationalt fællesskab for at sikre fred og demokrati. Både med vores gamle allierede i NATO, men også ved at afskaffe forsvarsforbeholdet og rykke lidt tættere på hjertet af Europa. Derfor stemmer jeg ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet – og det håber jeg også du gør.