Kære unge – jer mellem 18-34 år, der er på vej til valgurnerne og stadig er i tvivl om, hvor krydset skal sættes. Dette indlæg er til jer.

Af Jan E. Jørgensen, Medlem af Folketinget og Europaudvalget (V)

Jeg kan forstå, at jeres tvivl bunder i, at I ikke føler jer klædt ordentligt på om forsvarsforbeholdet, at det er svært at sætte sig ind i, og at det er mega teknisk – og det er det virkelig også!

I skal vide, at jeg har den dybeste respekt for, at I gerne vil være helt sikre på, hvad det egentlig er, vi stemmer om, og jeg synes, at det vidner om kæmpestor ansvarlighed.

Men når det kommer til forsvarsforbeholdet, så er der det, der er ”need to know”, og det, der er ”nice to know”.

Det er selvfølgelig rart at vide, hvad forbeholdet helt præcist dækker over, hvilke paragraffer der gør sig gældende, og hvor der står hvad i hvilken traktat. Men det er ikke nødvendig viden. Som i overhovedet ikke. Til gengæld skal man gerne kende konsekvenserne af forbeholdet, og det er dem, jeg her på falderebet vil dele med jer.

Jeg skal forsøge at gøre det kort, og jeg håber, at I vil læse til ende – eller i hvert fald indtil I er overbevist om, at det er en god idé at stemme ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet i dag.

Nå, lad os se på det:

Vi er de eneste, der ikke er med. Danmark er det eneste land i EU med et forsvarsforbehold. Selv lande, som f.eks. Norge, der ikke er med i EU, er med i EU’s forsvarssamarbejde. Danmark kører altså på frihjul, når det kommer til missioner i EU-regi. Og er det sådan, vi ser os selv? Som dem der ikke tager ansvar, men lader andre trække læsset for os? Det er i hvert fald ikke min opfattelse af Danmark, men det er desværre sådan, virkeligheden er i dag, når det kommer til det forsvarspolitiske samarbejde i EU.

Det kan vi bl.a. ikke. Forbeholdet betyder helt konkret, at vi ikke kan deltage i bekæmpelse af terror, menneskesmugling og pirateri sammen med andre europæiske lande. Og det er ikke særlig effektivt at skulle bekæmpe terrorister, menneskesmuglere og pirater hver for sig. Danmark har den 5. største handelsflåde i verden. Den er sågar større en USA’s! Vi har derfor mange skibe og mange danske søfolk på havene, som vi skal beskytte mod pirater. Det er svært at gøre alene. Det giver således rigtig god mening, at EU går sammen om at beskytte europæiske handelsskibe mod pirateri.

Det kan vi heller ikke. Når krigen i Ukraine en dag får en ende, kan vi ikke deltage i fredsbevarende- og minerydningsmissioner i Ukraine, hvis disse ledes af EU. Hvilket er ret sandsynligt, eftersom Rusland stensikkert vil nedlægge veto i FN’s sikkerhedsråd mod sådanne missioner (sorry, at det bliver lidt teknisk). Dét, synes jeg, er et meget mærkeligt signal at sende Ukraine og vores andre europæiske venner og allierede. Ja, jeg synes faktisk, at det ville være decideret pinligt, hvis vi måtte sige ”desværre, den må I andre klare”.  Fredsbevarende missioner vil i det hele taget – og ikke kun i Ukraine - kunne bidrage til at skabe fred og stabilitet i vores nærområde og dermed bidrage til at holde Danmark og EU sikkert.

Vi udviser ikke sammenhold, når vi har et forbehold. Der er som bekendt atter krig i Europa. Det har mange af jer ikke oplevet før. Jeg var selv barn under den kolde krig. Det var ikke fedt. Nu er der uro på det europæiske kontinent igen, og se bare hvordan Sverige og Finland har fået travlt med at søge optagelse i NATO. Det er altså enormt vigtigt, at vi viser entydigt sammenhold i EU. Vi skal vise Putin, at vi står skulder ved skulder. For er der noget, som Putin er glad for (udover oversize møbler), så er det splid. Lad os ikke give ham den glæde. 

Vi har ingen indflydelse. Vi har i dag ingen - som i ingen – indflydelse på EU’s forsvarssamarbejde og sikkerhedspolitik. Og Ruslands invasion af Ukraine har i den grad sat skub i udviklingen af dette samarbejde. Ved at afskaffe forbeholdet, kan Danmark være med til bestemme retningen for samarbejdet. Vi får desuden også vetoret. Derudover kan vi helt selv bestemme, hvilke missioner vi gerne vil deltage i (f.eks. i en mission mod pirateri) – EU kommer ikke til at kunne bestemme over os. Ved at afskaffe forbeholdet går vi fra ingen indflydelse til at have indflydelse. Det er en win-win i mine øjne.

Jeg håber, at de nævnte konsekvenser har skabt lidt mere klarhed for jer, og at I nu kan se, at forsvarsforbeholdet er noget af en hæmsko for Danmark.

Og hvis I ikke tror mig (alene af den grund, at jeg er fra Venstre), så kan I - i dette tilfælde – også forhøre jer hos eksempelvis Pia Olsen Dyhr, Mette Frederiksen, Søren Pape eller hvem I nu lytter mest til. For de vil alle svare det samme: at forsvarsforbeholdet bør afskaffes.

Vi er ikke enige om meget, men vi er enige om, at det vil være det bedste for Danmark.

Tak fordi I læste med og rigtig god valgdag.