JA til at vise et Europa uden sprækker
af Christel Schaldemose, Medlem af Europa-Parlamentet (S)
Putins angreb på Ukraine er et angreb på vores fælles værdier om frihed, sikkerhed og demokrati. I disse tider er der et enormt ønske og behov om sammenhold. I EU og i Nato.
I Danmark står vi over for et valg, når der d. 1. juni 2022 er der folkeafstemning om forsvarsforbeholdet, og vi skal tage stilling til, om Danmark kan deltage fuldt og helt i det europæiske forsvars- og sikkerhedspolitik.
For det første er det et valg om, hvorvidt Danmark skal have mulighed for at sidde med ved bordet om forsvarspolitikken og præge forsvarssamarbejdet i EU. Her får vi mulighed for at sætte lys på danske interesser i samarbejde udforme fælles prioriteter for alle EU-landene. Det handler blandt andet om, om Danmark skal have mulighed for at deltage i EU-missioner, som den fredsbevarende mission i Bosnien eller EU’s mission, som bekæmper pirateri og sikrer handelsruter for danske skibe ud for Afrikas kyst. Et kryds ved “ja” på stemmesedlen, giver Danmark mulighed for at bidrage her.
Samtidig kan vi altid sige fra over for de konkrete militære missioner. EU’s samarbejde om forsvar- og sikkerhed er nemlig skruet sådan sammen, så Folketinget i Danmark stadig selv kan bestemme, om vi ønsker at være med i de fælles europæiske militære operationer. Hver eneste gang skal et flertal i Folketinget vedtage det, hvis vi vil gå med i en militær operation. Og hvis der ikke er et flertal, ja så er EU tvunget til at respektere det.
For det andet vil det sende et symbolsk signal til Putin og til resten af verden. Med et ja til en afskaffelse af forsvarsforbeholdet markerer vi, at vores svar på Ruslands krig i Ukraine er mere sammenhold, at vi samarbejder tæt på det forsvarspolitiske område i EU. Og at Danmark tager ansvar for vores egen sikkerhed og Europas stabilitet, når det gælder.
Vi vil ikke finde os i, at Putin fører krig på europæisk jord, og krænker Ukraines ret til selvbestemmelse. Derfor skal Danmark og Europas være mere sammenhold med stærkere og bredere alliancer. Så når vi går til stemmeurnerne i juni, janbefale et JA til at afskaffe forsvarsforbeholdet.