Af Morten Helved Petersen, europaparlamentariker for Radikale Venstre
Da den kolde krig sluttede bevægede verden sig ud på en økonomisk motorvej uden sidestykke i verdenshistorien. Der var optimisme og velstand i luften, mens demokratiske reformer tog form i betonkommunismens højborge Kina, det tidligere Sovjetunionen og Warszawa-pagt-landene i Østeuropa.
Det var den perfekte storm for Vestens liberale demokratier. Kommunismen var død og hundredevis af millioner af borgere stod foran at blive trukket ind i en velstand og vækst, som samtidig dannede nye og kæmpestore markeder, der ville styrke vores egen økonomiske vækst. Som en anden pendant til Marshall-planen ville vi omfavne de tidligere fjender med samhandel og demokratiske intentioner, og i EU styrkede vi det økonomiske samarbejde og begyndte forberedelserne til at optage nye medlemslande fra den gamle østblok.
Operationen lykkedes i vid udstrækning. Demokratiet blev indført i en række østeuropæiske lande, EU blev verdens største økonomiske marked, og hundredevis af millioner af mennesker blev løftet ud af fattigdom af den voksende verdenshandel - men demokratiet sejrede ikke af helvede til.
For det første var kommunismen jo alligevel ikke død. Kina udnyttede sin voldsomme økonomiske vækst til at reformere den klassiske kommunisme i en ny, økonomisk retning designet til at positionere verdens folkerigeste nation som en global, men ikke-demokratisk magtfaktor. Det lykkedes.
I Rusland indførtes demokratiske valg, men befolkningen valgte senere Putin som præsident hvorefter han afmonterede demokratiet fuldstændigt. Også Rusland har supermagtambitioner, men Putin gik i højere grad end Kina militært til værks og brugte den nye velstand til at opbygge en moderne hær, som han nu har udnyttet til at invadere et suverænt land med egne drømme om vestligt demokrati og velstand.
Historien siden den kolde krigs afslutning er en vigtig optakt til det forsvarsforbehold, vi skal stemme om i Danmark 1. juni. Afstemningen handler nemlig ikke kun om militære forhold, det er i høj grad også en afstemning, som handler om demokrati, autokrati og den globale magtstruktur som har foldet sig ud lige siden.
I den sammenhæng er Europa verdens ubetingede demokratiske magtfaktor. Bevares, vi må også kæmpe med anti-demokratiske kræfter inden for Europa, men det gør jo bare Europas demokratiske forsvar større, at vi med værktøjer som retsstatsmekanismen også ser ud til at have fundet en vej til at opretholde de demokratiske standarder på inde for Europas egne grænser.
Når EU fører udenrigspolitik er det således på en bund af de fælles, demokratiske værdier, vi europæere hylder. Det sker for eksempel under det såkaldte Global Gateway-initiativ, der har det erklærede formål at skabe økonomiske partnerskaber med tredjeverdenslande, især på det afrikanske kontinent, for eksempel økonomiske aftaler om investeringer i afrikansk infrastruktur. Initiativet er designet som et demokratisk alternativ til ikke-demokratiske supermagter som Kina, der over en årrække har købt sig indflydelse og adgang til kritiske råvarer på bl.a. det afrikanske kontinent i en grad, så Kina i dag på store dele af verdens forsyning af kritiske råvarer.
I dag ved vi i Europa, at det er farligt at overlade kontrollen med kritiske varer til samhandel alene. I de forkerte hænder kan det skabe kaos i Europa, og forsvars- og sikkerhedssamarbejdet kommer i høj grad til at beskæftige sig med dette område, strategisk autonomi. At EU samtidig fører den politik på en måde, som promoverer og forsvarer demokratiet ude i verden er et vægtigt argument for en demokrat som jeg, der var fuld af håb efter murens fald, men med tiden kunne konstatere at demokratiet ikke erobrede hele verden af den grund.
At være vidne til en amerikansk præsident, som på det nærmeste initierede et statskup var en øjenåbner for mange af os, og Donald Trump, som ifølge nylige medierapporter også var på vej til at hælde NATO-samarbejdet ud med badevandet, er med stor sandsynlighed på valg igen. Vores europæiske partnere og naboer i EU er ubetinget vores bedste kort, når det kommer til at sikre fred og tryghed i Europa, også selv om USA ser ud til at have genfundet sit ”gamle jeg”.
Det er en selvstændig pointe, at den nye tid med stort fokus på strategisk autonomi og et langt mere kritisk øje på vores internationale samhandelspartnere først lige er begyndt. Vi kan således ikke med sikkerhed sige, at Danmark går glip af dette eller hint på grund af vores forsvarsforbehold, for ”det nye” forsvars- og sikkerhedssamarbejde er stadig i sin vorden.
EU-forsvarssamarbejdet under det såkaldte Strategiske Kompas er ikke engang færdig med at kortlægge indsatsområderne - men så meget desto mere grund til at komme fuldt og helt med ind i samarbejdet inden det for alvor går løs. Vi ved fra Dansk Institut for Internationale Studiers udredning om forsvarsforbeholdet, at forbeholdet i stigende grad er blevet aktiveret over årene, mens Udenrigsministeriets redegørelse fra i år viser, at sikkerhedspolitikken kommer til at brede sig ind over andre politikområder som handelspolitik, energipolitik og industripolitik.
Det er den udvikling vi kan se ind i. Derfor er det forsigtighedsprincip som nej-sigerne på yderfløjene ynder at fremføre - ”du ved, hvad du har, men du ved ikke, hvad du får” - også en voldsom tilsnigelse. Vi ved med sikkerhed, at der kommer meget mere europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik igennem EU i de kommende år. Vi kan også være ret sikre på, at Danmark via særaftaler og tilvalgsordninger alligevel kommer til at gennemføre den sikkerhedspolitik, som ikke lige har med militære missioner at gøre, for det kommer næppe til at give mening at lade være - det handler jo om vores sikkerhed. På den måde kan vi bevare en illusion om dansk suverænitet, men på bekostning af reel indflydelse på politikken.
Det forsvarsforbehold Danmark stemte for i 1993 tilhører en anden tid. Både dagens militære og geopolitiske trusler er ganske åbenlyse og reelle, og et stærkere europæisk forsvarssamarbejde gør også NATO stærkere. Danmark skal fuldt og helt ind i forsvars- og sikkerhedssamarbejdet, fordi vi åbenlyst hører til i det Europa, som vi deler værdier med - værdier om frihed og demokrati, som EU vedholdende promoverer ude i en verden, hvor ikke-demokratiske regimer har vokset sig store og stærke.
Det handler det europæiske forsvarssamarbejde også om.